ka´ klaus kunsten ???: min omvej til kunsten

jeg kommer oprindelig fra flensborg i sydslesvig og har boet i århus siden 1987. en af de første ting jeg gjorde dengang var, at jeg gik på kof´s (kritisk oplysnings forbund) billeddagskole i sønderalle - mest af alt for at samle point til uni og for at blive ladt i fred af a-kassen. mens jeg gik der skiftede kof navn til byhøjskolen og flyttede til fronthuset i mejlgade. efter et år var vi nogle elever der ledte efter et fælles atellier, som vi også fandt på første sal i en baggård i norsgade, hvor der før havde været tømrer. her indrettede vi os og droppede alle ud lidt efter lidt.
jeg synes selv, det var rigtig sjovt at lave kunst og fik også god tilbage- melding, af især en lærer fra kof, der mente kunstakademiet måske var noget for mig. men jeg så min fremtid på uni, hvor jeg startede på psykologi i 1990 efter en omvej over vuc. så kunsten røg ud af mit liv, bøgerne ind og jeg forestillede mig måske, at uddanne mig til kunst- terapeut senere engang og ellers have det som hobby.
psykolgi studiet trak ud, jeg mistede kontakt med min årgang og siden studiet. jeg flyttede ind i et stor kollektiv i rosenkrantzgade og brugte meget tid der.
omkring år 1999 boede en ung håbefuld kunstakademi (ka) elev christian chapelle i kollektivet. over ham lærte jeg andre ka elever at kende, og fordi christian begyndte at interessere sig for at kuratere og galleridrift (idag har han mogadishni) lærte jeg bl.a. jes brinch at kende, fordi han boede hos os, dengang han lavede sin udbrændte pølsevogn til århus festuge og noget tid senere, da han smadrede en jaguar til skandale udstillingen på det gamle kunstmuseum (begge ting i samarbejde med henrik plenge jakobsen/ burn out).
i 2002 ringede jes og inviterede til en workshop på møn under navnet fantasien til magten!

først sagde jeg nej tak - jeg havde ikke råd. men da jes´ kærste katrine oldag ringede kort efter, og sagde de havde besluttet, at tilbyde mig et "fantasi legat" røg det argument, jeg trængte til en ferie på landet og sagde tak. jeg kunne vel altid gå til hånde og lære noget om kunstneres psykologi (jeg havde noget før haft en affære med en kunstnerinde der virkelig trak tænder - så der var åbne spørgsmål).
jeg har ikke fortrudt jeg tog med. det var et meget inspirrende værtspaar og de andre deltagere jeg lærte at kende (især ka elever fra kbh og århus og enkelte kunstnere) var super søde i det hippieferiedrømmefællesskab vi

havde med hinanden. selv det at tyskland tabte finalen i fodbold vm mod brasilien blev sekundært. jeg hjalp hvor der var behov: slog græs med le på den brakmark foran huset, hvor vi lavede en udstilling for turister på vej til mønsklint, jeg gik til hånde ved et projekt anne bennike havde gang i (en papmache bil), hyggede og løste mellemmenneskelige problemer (kunstnere er søde mennesker, men også tit rimeligt neurotiske siger et gammelt kinesisk ordsprog) til den store guldmedalje.
to dage før ferniseringsfesten, der også var afslutning på workshoppen, spurgte katrine om ikke jeg selv skulle lave noget rigtig kunst fremfor at være social og vicevært, når jeg nu havde fået fantasi legatet. jeg gik en lang tur ved klinten og fandt her ud af hvad jeg ville lave: et privat fængsel af halmballer ("det nemmeste fængsel i verden, at bryde ud af"). det virkede bare logisk, en kommentar til privatiseringsbølgen og samtidig med den psykologiske pointe, at når fatasien skal til magten, så skal vi bryde ud af vore selv- og samfundsskabte indre fængsler.
det virkede rigtig godt. rummet var noget helt andet end den storslåede åbne natur på højemøn; der skete bare noget fysisk med en når man gik ind i fængslet...man blev isoleret fra de andre man havde været sammen med hele ugen, lyde udefra blev dæmpet og fordi vægene var høje og beklædt med sort plastik virkede det klaustrofobisk. jeg havde ikke mistet grebet!! hvis jeg selv skal sige det og kunstner drømmen i mig fik ny luft under vingerne.
en måned senere til nedbrydnings weekenden kom jeg igen til møn, de snakke vi her havde om kunst, samfund, religion og alt muligt andet bestyrkede mig i, at mit liv skulle skifte spor. processen havde kørt i mig i noget tid før: nej til karriere og ussel mammon, ja til fællesskab og kreativitet.