overvejelser om kunstmarkedet

men hvordan komme igang med kunst? jeg var godt over 30 og havde opbrugt su´en (det økonomiske incitament), så vejen over ka så ikke farbar ud. og for den sags skyld heller ikke attraktiv. jeg havde jo allerede lært de basis tekniske færdigheder på byhøjskolen og nye tekniker kan jeg eksperimentere mig til for mig selv eller lære af andre der kan dem.
det ka kunne tilbyde var et eksamenspapir, en vej ind i akassen, status som "rigtig kunstner" når man søger kunstfond og kommunens kultur- udviklingspulje (mange kasser forbliver lukkede når man ikke har papiret) og netværket: kollegaer (der iøvrigt også er konkurrenter), gallerier (hele købmandssiden), kuratorerne og kunsthistorikerne "holder øje med en".
jeg havde jo sagt "skråt op med systemet" og mener det også til en vis grænse. selvfølgelig ikke at jeg har lyst til at være boligløs eller bo på et lille koldt atellier og leve af hvad affaldsspandende kan levere (a´la asger jorn i starten i paris). det er jeg alt for middelklasse tryghedsnarkoman til. men det jeg mener er: noget af det der fangede mig på psykologi var niklas luhman og hans systemteoretiske måde at se verden på (læsetip "kunstsystemets evolution" af n.luhman udgivet af det kgl ka i 1994). og i den forstand har jeg ikke lyst til, at blive opslugt af kunst- systemet, når jeg lige siger farvel til psykologsystemet. så hellere finde min egen vej.
nu er det (endnu) ikke en beskyttet titel at være kunstner, alle og enhver kan gå ud og sælge deres værk til dem der måtte være interesseret. så jeg kunne i principet styrte mig ud i en kreativ rus, producere værker (billeder) og så håbe køberne kommer hen af vejen. men så er det på markedets præmisser det foregår.
min mor har i årevis solgt kunsthåndværk først i egen butik og siden hen på julemarkeder og den slags steder. det har jeg ikke lyst til. det virker luderagtigt synes jeg (mor tilgiv udtrykket!), at lave den samme dørkrans af tørrede blomter i 50 eksemplarer, fordi man ved, man kan sælge den for en 50´er.
og det jeg har lyst til at lave er ikke absolut noget der købes og hænges op i stuen. det der er spænende i ny kunst foregår mellem ørerne på kunstneren og betragteren. det er det nye lærred!
og for at lege med/ indtage hjerner måtte jeg finde ud af hvor trenden/ status er for finde inspiration og networke for at finde allierede eller nogen jeg kunne lære noget af.